Mobilt intranet er fremtiden, men hvornår og hvordan?

Martin Whites workshop om mobilt intranet gav deltagerne noget at tænke over. Hans indgangsreplik var, at de mobile enheder er ”the most disruptive technology ever seen”, og det er svært at forudse implikationer og omfang.
En strategi er nødvendig
Det er vigtigt at have en plan for, hvad der skal ske på området, også selvom det tager et stykke tid, inden det mobile intranet bliver en realitet. For det kommer til at rykke, selvom tendenserne endnu er svage i virksomhederne. Der er umiddelbare fordele ved det mobile intranet men også en del, der skal falde på plads, inden det bliver rigtig godt, og vi kan sætte lighedstegn mellem det mobile intranet og den effektive organisation.
For Martin White er der ingen tvivl om, at det mobile intranet bliver en afgørende forandringsfaktor.
Forhindringer skal overkommes
Den største barriere for udviklingen af det mobile intranet er de sikkerhedsmæssige aspekter. En anden barriere er fraværet af ansvarsplacering. Det er usikker grund, som kun få kaster sig over.
Der er ikke en umiddelbart oplagt business case, og der er andre prioriteter med et mere sikkert afkast.
Men det er også usikker grund på flere, andre områder, fx:
- Hvilket formål skal mobiliteten skal tjene?
- Hvem er de relevante og vigtigste målgrupper?
- Hvilket indhold passer bedst hvor og i hvilken form?
- Skal vi satse på mobiltelefoner og/eller tablet pc’ere, skal virksomhederne levere og supportere udstyret, eller skal medarbejderne fx anvende deres egne mobiltelefoner?
- Der er mange andre spørgsmål som forskel på ”native apps” og ”web apps”, batteriers styrke, vigtigheden af separat tastatur og udskrivningsmuligheder, roamingudgifter, osv.

Målgrupper
Den oplagte målgruppe for det mobile intranet er – surprise – de mobile medarbejdere. Men der er mange måder og steder at være mobil på. Vi har kørende, gående, flyvende ansatte uden for huset, men ansatte på matriklen kan også finde på at bevæge sig rundt eller befinde sig mere andre steder i virksomheden end på deres kontor og dermed få gavn af det mobile intranet. På workshoppen definerede vi forskellige målgrupper, hvor antal og prioritet varierer fra virksomhed til virksomhed.

Indhold
Som på intranettet ligger telefonbogen højt på popularitetslisten hos de mobile medarbejdere, men ellers vil indholdet variere afhængig af målgruppen. Ud over telefonbogen er andre eksempler på generelt indhold målrettede, relevante nyheder, virksomhedskalender og samarbejdsapplikationer, der linker folk sammen. Indholdet på det mobile intranet kan gå to veje, fx kan det lette sælgerens arbejde at kunne rapportere vha. mobiltelefon eller tablet pc.
Det mobile intranet skal give brugerne, hvad de behøver, hurtigt. Fokus skal være på de vigtigste opgaver. Som med intranettet er det meget vigtigt at afdække brugernes behov og kunne forstå, hvad folk gør og behøver, når de arbejder. Men det er også ok at prøve sig lidt frem med det formål at komme i gang og satse på sikre områder, som vi ved hitter på intranettet som fx telefonbogen og nyheder.
En af Martin White’s mange, vigtige pointer er, at vi i den ideelle verden burde have mobiltelefonen som udgangspunkt og bevæge os videre derfra over tablet til traditionel pc frem for at tage udgangspunkt i intranettet og overveje, hvad vi skal fjerne, for at det kan fungere mobilt.
En anden af hans pointer er, at vi bør fokusere mere på information end på intranet. De fleste organisationer har fuldstændigt styr på de væsentligste tal men kender ikke omfanget af (valid) information. Det er tid til at revurdere, hvordan organisationer bruger information og omstrukturere, så medarbejderne får korrekt information ad den hurtigste vej. En af vejene bliver helt sikkert den mobile.
- Log ind eller opret gratis konto for at skrive kommentarer




