1024x75.jpg MIT_Banner_Erfagrupper.jpg IEC13_dan_1024x75.png

Slogan hos Bankdata: Kig i wiki

 
i
 

I Bankdata piblede en wiki frem, fordi medarbejderne havde brug for at dele viden på en nem måde. Charlotte Heilmann og Mogens Bramm guidede medarbejderne på vej med vejledninger, demonstrationer og en sandkasse. Efter to år har Bankdata godt gang i deres wiki.

”Det startede som en græsrodsbevægelse,” fortæller systemarkitekt Charlotte Heilmann på et temamøde om wikier i Århus. Hun arbejder for Bankdata, en IT-virksomhed ejet af 15 banker med 490 medarbejdere, hvor langt de fleste er IT-medarbejdere.

En ny medarbejder bragte idéen om en wiki med ind i virksomheden, og de gik i gang med at undersøge, hvilken wiki der passede til dem. Valget landede på en JSP wiki, som var kodet i JAVA. Et IT-sprog som flere medarbejdere taler. Wikien havde samtidig mange funktioner, som de kunne bruge.

”Vi startede med en tom skal, hvor vi oprettede nogle menupunkter, og så proppede min afdeling en masse viden ind på vores sider,” fortæller hun.

Wikien kom på forsiden af intranettet som et link.

Klædte medarbejderne på til at bruge wikien

Nu var wikien klar til at blive spredt til resten af virksomheden, og det gjorde de med stor omhu. Charlotte Heilmann og hendes kollega Enterprise Arkitekt  Mogens Bramm lavede en etikette, som fortalte, hvordan man opfører sig i en wiki. De lavede en masse vejledninger og oprettede en sandkasse i wikien, hvor medarbejderne kunne prøve kræfter med den.

Charlotte Heilmann og Mogens Bramm tog dernæst på rundtur i alle afdelinger og brugte en time af deres afdelingsmøde på at præsentere wikien.

”Demonstrationerne var virkelig godt givet ud,” erkender hun.

De eneste, der ikke fik demonstreret wikien, var ledelsen, og set i bakspejlet skulle de også have haft en.

Fejrede da de nåede 1000 sider

Wikien fik hurtigt en masse nye sider, og efter to år er der oprettet mere end 2500 sider. Der er 170 aktive brugere, der i gennemsnit går ind i wikien en gang om dagen. I løbet af en dag bliver et sted mellem 25 og 30 sider redigeret.

Da wikien rundede 1000 sider, fejrede de det med at bestille Othello lagkage til alle medarbejderne. På kagerne stod der: ”1000 sider på wiki”.

”Det var en måde at råbe dem op på, som ikke brugte wikien endnu,” forklarer Charlotte Heilmann.

Desuden har de spredt et slogan, der hedder: ”Kig i wiki”, når nogen spørger om noget.

Godt med en strategi for wikien

Bankdata bruger wikien til:

  • Videndeling
  • Gule sedler
  • Privat projektstyring
  • Sammenkobling af forskellige medier
  • Krydsreferencer – et sted hvor man kan søge efter relevante links
  • Vejledninger
  • Fora
  • Privat projektstyring

Projektgrundlag, manualer og blåstemplede dokumenter, som der ikke skal rettes i, ligger ikke i wikien. De ligger på intranettet.

”Det er godt med en strategi for wikien. Man skal tage stilling til, hvad der skal ind i det her produkt, og hvad der ikke skal,” konstaterer hun.

Udfordringer med wiki

Selvom Bankdata har nogle retningslinjer for, hvad der må ligge i en wiki, er det løbende en udfordring at afgøre, hvad der må være der, og det er en udfordring, at alle kan redigere i alt.

De kunne godt tænke sig, at det var muligt at låse nogle dokumenter, når de var færdige eller at nogle brugere kun havde mulighed for at redigere bestemte sider i wikien.

Bankdata er derfor på jagt efter ny teknologi til deres wiki, men det er svært at finde en teknologi, som kan det samme, som den de bruger.

Ingen social kommunikation i wikien

Medarbejderne har deres egen side i wikien, hvor de kan klistre deres gule sedler ind og styre deres egne projekter, og andre kan følge med i, hvad de har gang i, og hvilke kompetencer de har.

Men det er ikke tilladt at lægge private billeder ind eller fortælle om sine fritidsinteresser.

Feedback Form