Temamøde om dokumenthåndtering
Vi har i 2009 planlagt en række temamøder, hvor vores erfamedlemmer og andre kan dele viden og erfaringer ved et dagsarrangement.
På temamøderne vil det være muligt at dykke ned i relevante temaer og diskutere dem fra forskellige vinkler. Hvert temamøde vil være repræsenteret ved ét overordnet tema, som eksemplificeres gennem forskellige cases. Det kan være oplægsholdere fra forskellige virksomheder, der kommer med hvert deres indlæg og tilgang til det valgte tema, ligesom det kan være et bestemt tema, der ”undervises i” eller introduceres til. Mødeformen vil derfor variere alt efter, hvilket tema der er på dagsordenen.
Dokumenthåndtering
Den 28. januar sætter vi rammerne for et temamøde om dokumenthåndtering. Mødet bliver holdt på Trinity Hotel og konferencecenter i Fredericia.
Til vores erfamøder har vi fokus på, hvordan man kan effektivisere og optimere med intranet. Det betyder blandt andet, at snakken ofte falder på dokumenthåndtering. Kunsten er at sørge for, at medarbejderne ikke bruger al deres tid med at lede efter informationer og dokumenter.
Er dokumenthåndtering svaret her?
Et omfattende område
Dokumenthåndtering er et omfattende område, som behandles forskelligt i virksomheder. Nogle hævder, at det handler om at have det rette dokumenthåndteringssystem – men hvad er det rette system?
Andre hævder at en velfungerende dokumenthåndtering afspejles af virksomheders evne til at klæde medarbejderne på til at gemme dokumenter på den ”rigtige” måde.
Kan MOSS bruges til dokumenthåndtering?
Det er blandt andet ovenstående problemstillinger, vi tager op og søger svar på til temamødet om dokumenthåndtering den 28. januar 2009 i Fredericia.
Åben diskussion
Som deltager i temamødet vil der være mulighed for at stille spørgsmål til indlægsholderne samt at stille spørgsmål til de andre deltagere, så vi kan få en åben diskussion om udfordringerne med dokumenthåndtering.
Program
Vi har spændende indlægsholdere på programmet:
- Erik Søndergaard Lundberg, direktør, IntraNote holder indlæg med overskriften: Dokumenthåndtering eller ESDH?
- IT-projektleder John Edemann kommer med et indlæg omkring ALK Abellós SharePoint dokumentstyringsportal.
- Jens V. G. Poulsen fra Per Aarsleff fortæller om egenudvikling i MOSS eller standard (GetOrganiZed)
- Dorte Skjoldager, som er Videns- og informationsarkitekt ved Gentofte Kommune, holder et indlæg om, hvordan Gentofte Kommune arbejder med dokumenthåndtering i samspillet med deres intranet.
Programmet vil blive opdateret løbende.
Hvis du vil høre mere om temamødet, er du velkommen til at kontakte Louise@IntraTeam.dk.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer



