IEC13_dan_1024x75.png MIT_Banner_Erfagrupper.jpg 1024x75.jpg

Velfungerende intranet på 2002 teknologi hos Carlsberg

 

Medarbejderne i Carlsberg i Danmark bruger flittigt deres intranet. Det har stort set ikke ændret sig siden 2005, og det kan være en fordel. Teknologien og menustrukturen er velkendt.

 

I 2005 fik Carlsberg Danmark et intranet på et Microsoft CMS 2002. Systemet bruger Carlsberg stadig i dag, og det har faktisk vist sig at være en fordel, at de ikke har redesignet hvert andet år. Medarbejderne kender menustrukturen, redaktørerne kender systemets styrker og svagheder, og intranettet har været nemt at kopiere til Carlsberg i andre lande.

”Vi har et meget nyhedsbåret intranet med afdelingsstruktur. Selvom jeg ikke synes, vi har den optimale struktur, så har folk vænnet sig til det, og de ved, hvor de skal finde tingene,” forklarer Lene Elmegaard, ansvarlig for intranettet hos Carlsberg Danmark.

Intranettet får nye lande med i koncernen

Samtidig er det en fordel for redaktørerne at arbejde i det samme system i mange år.

”Vi kender systemets særheder, og vi ved, hvordan vi kan komme uden om systemet, når det kniber,” fortæller Lene Elmegaard.

Det gode kendskab til systemet gør det nemt at lære andre brugere op og kopiere systemet til afdelinger i andre lande. Carlsberg koncernen har således kopieret det danske intranet til 19 andre lande.

”Det er dejligt nemt og rigtig hurtigt at rulle det ud i andre lande, fordi strukturen er så veletableret,” fortæller hun.

Det seneste land kom på for blot et par måneder siden, og intranettet har en stor betydning.

”Det virker som en spydspids til at integrere nye lande ind i Carlsberg-koncernen,” fortæller hun

Intranettet sander til

Medarbejderne er glade for intranettet, og Lene Elmegaard gør meget for, at indholdet er i orden.

 ”Jeg justerer lidt på forsiden fra tid til anden, og så sørger jeg for at have en god kontakt til et netværk af ti redaktører,” siger hun.

De fleste afdelinger er gode til at arbejde med nyheder, og redaktørerne er meget aktive. Intranettet er vildt voksende, og der er efterhånden rigtig meget indhold.

”Intranettet er sandet lidt til, og vi trænger til at få ryddet op,” siger hun.

Planer for ny MOSS 2007-platform

Carlsberg og Lene Elmegaard vil gerne have et intranet, der har større integration til andre værktøjer og systemer, medarbejderne i virksomheder bruger. I den forbindelse er det gamle system en hæmsko, og Carlsberg har planer om at overgå til en MOSS 2007 platform i 2010.

”Det vil tvinge folk til at rydde op, og jeg vil få en anledning til bryde menustrukturen op og gøre den mere brugerorienteret,” fortæller hun.

Feedback Form