MIT_Banner_Erfagrupper.jpg 1024x75.jpg IEC13_dan_1024x75.png

Web-statistik er et af midlerne til intranet ROI

 
Anette Wittenberg's billede

Web-statistik er et tilbagevendende tema på vores erfa-møder. Alle anerkender vigtigheden af web-statistik, men det halter lidt med at finde ressourcerne til at give disciplinen berettiget attention og overkomme både at analysere, tolke og reagere på resultaterne. 

Tidligere forsøgte vi med forskellige, ofte utilstrækkelige, undersøgelsesmetoder at måle og anskueliggøre berettigelsen og kvaliteten af personaleblade og øvrig intern kommunikation. I dag har vi helt andre muligheder for at få eksakt information om, hvem, hvornår og hvor mange, der fx læser en nyhed på intranettet.

Ved hjælp af statistikken kan vi dokumentere værdien af arbejdet med intranettet ved at vise før og efter grafer: Før tog det så lang tid at løse en given opgave – nu tager det kun så kort tid. Vi kan anvende statistikken til at prioritere navigation og indhold samt lokalisere områder, hvor brugen af intranettet er lavere end andre. Vi kan se, hvem der ikke bruger intranettet og finde ud af hvorfor.
 

Nogen skal gøre det besværlige arbejde…

Det er med statistik som søgning. Det bliver hurtigt kompliceret, og der er mange faldgruber. CMS systemernes indbyggede statistik kan være mangelfuld, forskellige systemer og terminologier kan give forskellige resultater og for at kunne forstå og håndtere de rigtigt avancerede systemer, som i øvrigt også let volder flere kvaler end glæder, ville det være gavnligt med en Ph.d. i statistik.

Men der er ingen vej udenom. Statistik er simpelthen for vigtigt og meningsfuldt til at blive fravalgt. Og vi behøver ikke gå hele Ph.d. vejen for at kunne få noget ud af det. Det rækker i første omgang at kende og forstå forskellen mellem de mest fundamentale begreber som hits, sidevisninger, unikke besøgende, mv. og få defineret nogle mål for arbejdet, som statistikken kan relateres til. Hvad er statistikken værd, hvis den ikke bliver holdt op mod nogle mål?

Tidligere Intranet Manager Allen Huish fra British Airways, som har vundet flere intranetpriser, benyttede i sit arbejde web-statistikkens muligheder i udbredt grad og havde tal og grafer på alt. For ham blev statistikken et af de vigtigste redskaber i arbejdet med at udvikle intranettet og vejen til at påvise ROI.
 

Navigation og søgning

Statistikken kan dels fortælle noget om struktur og søgning dels om navngivningen af de enkelte menupunkter og links. Sidstnævnte kan have stor betydning for, om brugerne klikker eller ej. Søgning er en guldgrube af information. Statistikresultaterne viser, hvad brugerne søger på og dermed, hvad de mest søgte ord er. Sørg som minimum for at klarlægge de mest søgte termer, få fikset 0-resultaterne og benyt gerne guldkorn/best bets. Vær også obs på de søgninger, hvor medarbejderen får resultater, men ikke klikker på dem. 

Navigationsstier fortæller dig, hvor brugerne går hen. Hvis du grupperer dine brugere i statistiksystemet, kan du følge deres mønster. Hvordan bruger de timelønnede intranettet i forhold til lederne eller salgsafdelingen? Måske skal de fem mest besøgte sider længere frem i strukturen, så brugerne hurtigt finder de sider, som de fleste læser. Er der hold i den kritik, som nogle rejser? Ved kritikerne overhovedet, hvad de taler om – hvor har de været, hvordan og hvor meget bruger de egentlig intranettet?
 

Resultatopfølgning og ledelsesrapportering

Statistik er et af midlerne til øget ledelsesopbakning. Statistikresultaterne skal præsenteres som en tilpasset rapportering til ledelsen med fem til otte intranet KPIere (Key Performance Indicators). Præsenter resultaterne i grafer og fokuser på:

- Nyhederne: Hvorfor blive nogle læst og andre ikke?

- Lokationer: Hvor og hvorfor er der forskelle i brugen af intranettet? Lav målinger på regioner og præsenter det som et landkort

- Opgaveløsning: Hvor lang tid tog det at gennemføre en opgave, før det blev gjort på intranettet, eller efter intranettet blev forbedret? Hvor lang tid er beregnet? Hvor lang tid tager det faktisk?

- Besparelser på print og distribution
 

Faldgruber

Er mange sidevisninger udtryk for, at det er svært at finde indhold, eller er det fordi indholdet er højst relevant? Er det godt eller skidt, at brugeren er kort eller lang tid på en side? Er det fordi, hun er engageret i indholdet, eller ikke forstår det? Pas på med at drage hurtige og forkerte konklusioner af negativ eller positiv art. Her er dialogen med brugerne påkrævet. Statistikresultaterne viser, hvad brugerne gør men ikke hvorfor. 

Feedback Form