Derfor er RFnet’s opslagstavle fed (Bidrag til 'Den fedeste intranetfunktion')
En simpel beskedfunktion på RFnet, som er Roskilde Festivals intranet for helårsfrivillige, sætter ansigter og navne på brugerne, og giver dem mulighed for at dele viden og erfaringer på en hurtig og sjov måde.
Det er faktisk forklædt microblogging. Brugerne har 150 tegn til rådighed som på Twitter, og de kan videresende hinandens opslag og kommentere i en tråd, som vi kender det fra Facebook.Vi kalder det bare en opslagstavle for at give funktionaliteten et lettilgængeligt og værktøjsorienteret præg.
Udover at aflaste redaktionen og styrke videndelingen skaber opslagstavlen mere liv på sitet i form af hyppige opdateringer, brugernes navne og ansigter og naturligvis den viden – eller tvivl – som de deler med hinanden. Det er en fordel i en frivilligorganisation, hvor folk ikke mødes dagligt – men udfører deres arbejde i fritiden.
Opslagstavlen tilgås øverst på forsiden af RFnet, så alle brugere opfordres til at skrive, når de logger ind. De fem seneste opslag vises på forsiden, mens alle øvrige opslag kan læses på en underside. Brugernes stamdata hentes fra en dynamisk medarbejderdatabase, og opslagstavlens funktionalitet og styling drives af et plugin i CMS’et Typo3.
Vi overvejer, om stylingen skal have en overhaling med nogle mere diskrete knapper, og om vi tilføje en ’synes om’-knap m.m. – men grundlæggende set virker det det helt ok.
Opslagstavlen er fed, fordi den aktiverer brugerne på en sjov og simpel måde. Og redaktøren er også glad for den, fordi den ikke ’koster tid’ at vedligeholde.
Om RFnet
RFnet er Roskilde Festivals intranet for helårsfrivillige. Ca. 900 frivillige og ansatte ved festivalen har adgang og bruger primært sitet til nyheder, videndeling og medarbejderoversigter. RFnet kører på Typo3 og blev launchet i marts 2009. Udviklingscase kan læses her: http://mocsystems.com/cases/roskilde-festival-intranet/
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer



